tirsdag den 26. februar 2013

Sytip // Sådan syr du pæne rundinger


I syvejledningerne til vores e-mønstre nævner vi ofte små sytips ved navn, men vi vil gerne sikre os at alle er med på, hvad vi taler om. For ikke at skulle tage matchende fotos hver gag vi laver et nyt mønster (og for at dele vores tips med så mange som muligt) kan du fremover finde vores tips og tricks her på bloggen. Når vi linker til sytips i vores mønstre kommer du fremover ind på bloggen og får dermed endnu mere visuel hjælp til at få det flotteste resultat. I højre side af bloggen er en stor cirkel, hvor der står Sytips. Når du trykker på den, vil alle vores sytips dukke op og du kan plukke, hvor du har behov for det. Foreløbigt er der kun dette ene, men vi er jo også kun et par dage gamle her på bloggen:)


Her er vores første sytip, hvor vi trin for trin gennemgår, hvordan du får det flotteste resultat, så din bue bliver helt rund.

Vi har syet buen med en mørk tråd for kontrastens skyld. Du skal naturligvis vælge en tråd, der matcher dit stof.

1 - Først skal du sy din bue med det angivne sømrum i syvejledningen. Det giver næsten sig selv, ikke? I vores mønstre bruger vi 1 cm sømrum på langt de fleste sømme. Der er også 1 cm på eksemplet herunder. Hvis den model du syr ellers tillader dig at komme til med strygejernet, så kan du med fordel presse sømrummene fra hinanden nu.

2 - Herefter klipper du små trekantede stykker af sømrummet. Hvis du ikke klipper de trekantede stykker af, vil sømrummet komme til at ligge og klumpe på bagsiden af din runding, når du vender retten ud og dit resultat bliver ikke lækkert. Du kan evt. trimme sømrummet yderligere ned til ca. 0,5 cm.

3 - Hvis den model du syr, IKKE tillader dig at komme til med strygejernet under punkt 1, må du nu vende modellen om på retsiden og med fingrene skubbe sømrummet ordentligt på plads, mens du stryger.
Så ender du med følgende resultat. En helt perfekt runding.

4 - Herunder har vi åbnet op til det tilrettede sømrum. Man kan faktisk se, hvordan de små trekantede afklip sørger for, at sømrummet ikke kommer til at ligge og klumpe oveni hinanden.

God fornøjelse!

søndag den 24. februar 2013

Hvalborg - en bamse lige til at kramme


En lille hval er kommet til verden. Den er ikke særlig stor. Netop dét gør den helt perfekt som gave til en baby eller et mindre barn. Både vandsprøjtene i toppen, halen og øjnene er gode at nulre for små fingre.

Første skridt mod at sende hvalen ud i verden og dermed ind på CentiLong-shoppen er taget. Den er både tegnet, klippet, syet, tilrettet og rentegnet. Nu mangler Hvalborg kun en fridag, hvor CentiLongdamerne kan mødes, så syvejledning, fotos og e-mønster kan blive 'klistret' sammen til en pdf. Krystalkuglen siger på tirsdag. Yay!

CentiLong // Lis